Banner_1

PSYKEDELISK INTEGRATION

Integration af psykedeliske oplevelser
 
I forbindelse med min tid som seniorkandidat på Jung instituttet (og som fokus i min afsluttende opgave) vil jeg gerne tilbyde psykedelisk integration til personer som ønsker at arbejde med deres oplevelser med psykedeliske stoffer såsom ayahuasca, psilocybin, LSD og MDMA. Terapien foregår således ikke under påvirkning af de psykedeliske stoffer men efterfølgende terapeutisk integration. Arbejdet vil tage udgangspunkt i det jungianske felt som er særdeles velegnet til psykedelisk integration samt de mere spirituelle aspekter.  
 
Kontakt mig for at høre nærmere. 
 
Introduktion til psykedelisk integration

Der foregår en psykedelisk renæssance for tiden, og der er meget medieomtale og forskning inden for specielt MDMA, psilocybin og ayahuasca med meget dokumentation som viser at denne ”medicin” har et stort potentiale til at understøtte personlig udvikling og indsigt samt være personligt transformerende. Rigshospitalet, Imperial College i London, Johns Hopkins hospital og MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies) er nogle af de steder og organisationer hvor denne forskning foregår lige nu.

Der er mange som deltager i psykedeliske workshops såsom ayahuasca og psilocybin med det formål at søge efter mening, fællesskab, personlig udvikling og helbredelse. Alle psykedeliske rejser er unikke. Der er ikke 2 personer som har det samme udgangspunkt eller historie. Uanset hvad man gennemgår af indre oplevelser er der meget der taler for at oplevelserne ikke er tilfældige.

Deltager man i en god workshop med folk som er dygtige, får man vejledning og støtte igennem hele ceremonien og alt er godt. Andre gange kan det ende med at blive en svær oplevelse som ikke bliver afsluttet på en ordentlig måde. Det kan også nemt ske hvis man har været skødesløs og taget stoffer i et mindre struktureret og forberedt forum såsom alene, mellem venner eller i større sociale sammenhæng.

Upåagtet om oplevelsen har været god eller ej, så kan man have fået dyb indsigt i både mere transpersonelle eller personlige områder, som det kan tage måneder eller år at integrere. Hvis denne integration ikke sker, kan det ligge i psyken hvor det kan forstyrre, skabe angst og rejse eksistentielle spørgsmål.
 
Mere specifikt handler integration ikke blot om at forstå sine oplevelser under en psykedelisk rejse, men også om hvordan de nye erkendelser og oplevelser om sig selv og verden kan forvaltes i en travl hverdag. Hvordan kommer man tilbage til hverdagen efter de dybe følelsesmæssige, mentale og spirituelle oplevelser som en psykedelisk rejse kan give.

Det etablerede sundhedssystem står et mærkeligt sted i forhold til psykedeliske substanser. Selvom der bygges meget viden op i disse år og potentialet for disse substanser er veldokumenteret, er der ikke mange behandlere som ved hvordan en integrationsproces kan understøttes. I stedet for sker det nemt at psykologen eller psykiateren forholder sig til de psykedeliske oplevelser som et misbrug eller manifestationer af en psykopatologi som bør dæmpes. Det kan være meget uhensigtsmæssigt.
 
Jeg mener at den jungianske tilgang er unikt placeret i arbejdet med integration af psykedeliske oplevelser.
 
Du er meget velkommen til at kontakte mig eller booke en tid for at høre nærmere.